Man må jo forstå, at det er regeringens skyld, at Favrskovs byråd er tvunget til at spare på borgernær velfærd. De lokale partiforeninger føler sig helt fritaget for et medansvar for den budgetlov, som deres moderpartier i Folketinget vedtog i 2012. Det er bekvemt at pege fingre af tosserierne ovre på borgen. Hvordan skulle man dog kunne gøre noget ved nedskæringer og skattelettelser som menig folkevalgt herovre i Favrskov?
Selv borgmesteren efterlyser solidaritet fra de andre kommuner: Hvis hver kommune bare fik overstået sine egne nedskæringer, så ville budgetloven ikke ramme de kommuner, der har orden i eget hus (en særlig konservativ forståelse af solidaritet).
Det er trist, at Favrskovs byråd blindt styrer efter en kunstig økonomisk ramme. Rammen har været det nemme argument i mange år, der kunne trumfe al modstand. Moderpartierne har lavet en stram økonomisk ramme, og kommunerne skal som udførende enhed gennemføre besparelserne.
Men hvad har så ændret sig, hvorfor er det en kunstig ramme?
Rammen er en overordnet økonomisk ramme, der gælder alle kommuner samlet set. Der findes ikke en særlig Favrskov ramme. Det gør bare forhandlingerne mellem kommunerne nemmere, hvis vi leger, at hver kommune har sin ramme.
Kommunernes Landsforening opfordrer igen i år kommunerne til at skrue ned for deres anlæg og op for deres udgifter til borgernær velfærd (servicerammen).
Regeringen har i år tildelt flere/nye penge til borgernær velfærd i kommunerne.
Hvad gør byrådet i Favrskov? Forligspartierne skruer op for udgifterne til anlæg, i et omfang så de også overskrider byrådets egne målsætninger for anlæg. Dette sker, selv om Kommunernes Landsforening advarer om, at kommunerne som helhed nu overskrider den anlægsramme, der er aftalt med regeringen.
Men hvorfor er det ikke en god ide at spare på kernevelfærd, når vi kan bruge pengene på vejhuller (og udbygge vejnettet væsentligt). Det burde jo være nemt at forstå, at hvis vi ikke lapper hullerne i vejen, så bliver hullerne store, og snart er der ikke en vej, og så bliver det dyrt. Her mener Enhedslisten, at kernevelfærden – de serviceudgifter vi bruger på vores dagtilbud, skoler, sårbare voksne og ældre – sikrer, at vi har borgere, der trives og udvikles. At tage vare på vores medarbejdere og hinanden er en livsvigtig social infrastruktur, som vi skal beskytte. Hvis vi som kommune ønsker langsigtet, social bæredygtig vækst, er prioritering af kernevelfærd vigtigere end nye vejanlæg i disse år.
Det kan være lettere at opdage vejhuller end et barn i mistrivsel, og det kan være nemmere at beregne omkostningerne ved vejhuller end ved et barn i mistrivsel.
Her står vi over for en politisk prioritering: Skal vi vælge den lette vej og give Folketinget skylden for, at vi ikke passer på hinanden?
Enhedslisten står uden for den nye budgetaftale, fordi vi ved, at der er tale om en politisk prioritering, og fordi vi ikke vil være med til at lappe vejhuller i stedet for at passe på vores børn og naboer.
