Enhedslisten støtter tilskud til hjemmepasning

For at øge forældres mulighed for at udskyde de helt små børns start i dagtilbud, og for at give mulighed for at forældre prioritere deres familie i en periode, støtter Enhedslisten Favrskov kommunalt tilskud til hjemmepasning.

Vi skal som kommune være fleksibel, også når det gælder de helt små børns opstart i daginstitutioner. Enhedslisten Favrskov vil derfor gerne være med til at give tilskud til hjemmepasning, der hvor forældrene selv vurderer, at deres barn har brug for at vente lidt med opstart i en daginstitution.

Enhedslisten Favrskov ser også tilskud til hjemmepasning, som en relevant mulighed for at tage en form for forældreorlov, med de lidt større børn, i perioder hvor forældrene mener der er behov for det.

Tilsvarende skal det også være muligt at fravælge offentlig forsørgelse, til fordel for en periode med hjemmepasning, for at skabe et frirum for familien.

Vi kunne godt have ønsket os andre lovgivningsmæssige rammer, for at skrue en god og fair løsning sammen. Vi synes blandt andet at det er dybt urimeligt at ordningen kun gælder borgere der har opholdt sig i landet i syv ud af de seneste otte år, og vi havde også gerne set et loft i forhold til husstandsindkomst, så familier med meget høje indkomster ikke kunne få del i ordningen.

Men inden for de rammer der er givet fra Christiansborg, mener vi at tilskud til hjemmepasning bør være af en størrelse, så hjemmepasning bliver en reel mulighed for også økonomisk trængte familier, altså ca. 6.500 kr. pr. barn (altså det maksimalt tilladte tilskud på 85 pct. af en dagplejeplads og gældende at samlet tilskud pr. familie ikke kan overstige dagpengesatsen).

Enhedslisten Favrskov støtter en periode med tilskud til hjemmepasning på min. otte uger til maksimalt et år. Tilskuddet bør gives for hvert barn der hjemmepasses, i alderen 8 måneder til skolestart alderen. Vi ser gerne at tilskudsperioden deles mellem forældrene.

Lykke Leonhard
Hjemmepasser i Hinnerup og medlem af Enhedslisten

Thake Fogh Cordt
Byrådsmedlem – Enhedslisten
Hammelvej 60
8370 Hadsten
Email: [email protected]