Fællesskab fungerer stadigvæk. Lad os genopdage dét slogan i Enhedslisten

Stem for klima og velfærd – hvem kunne dog modsætte sig et så tamt slogan? Enhedslisten må vende tilbage til det langt stærkere budskab om fællesskabets styrke, skriver tidligere byrådsmedlem for partiet Peder Meyhoff.

Der er behov for at se tilbage: Både til valget i 2015, og til Enhedslistens årsmøde i 2016. Her havde vi sloganet ’Fællesskab fungerer’; det var et slogan med perspektiv og med klar kant til liberalismen. Ved valget for nyligt hed det nærmest undskyldende ’Stem for klima og velfærd’. Det siger vel det hele – Enhedslisten er blevet et helt almindeligt parti som de andre. Hvor er kanten, og hvor er perspektivet blevet af? Alle partier går ind for velfærd, og næsten alle går ind for redde klimaet.

’Fællesskab fungerer’ kan både bruges til at skabe kant til socialdemokraternes meget centraliserede løsninger og til liberalisternes individualiserede løsninger. Og samtidig kan det bruges til at beskrive en socialistisk vision – hvis altså vi er nogenlunde enige. Og det ved jeg ikke om vi er, men vores principprogram fra 2014 er i hvert fald præget ganske meget af ’fællesskab’, ikke mindst i afsnittet om ’Frihed i fællesskab’. Lad mig citere, hvad der her beskrives som partiets vision:

”En reel frihed for mennesker i stærke og bæredygtige fællesskaber. Det forudsætter et andet samfund end det kapitalistiske, hvor de få, der tilhører en lille elite, bliver rige på alle andres arbejde, og hvor magt og rigdom derfor koncentreres hos et lille mindretal. Det forudsætter et socialistisk samfund, hvor det er de almindelige mennesker, som igennem et udfoldet demokrati i fællesskab forvalter den værdi, som skabes, til gavn for det store flertal.”

Det kan vel ikke siges meget bedre. Men dén vision druknede i en kampagne, der kun viste os som måske lidt mere radikale klima- og velfærdsforkæmperne end de andre partier. Og begrebet ’frihed’ – nok det stærkeste slogan man overhovedet kan finde noget steds – overlod vi til Vanopslagh og de liberale. Ikke så sært, at det gik galt.

Jeg vil opfordre til at vi snarest får gang i en politikudvikling om, hvad ’Frihed i fællesskab’ konkret kan betyde i Danmark 2025. Og at vi kommer til at se på alle områder af Danmark og på alle slags danskere – også de helt almindelige mennesker, der med en socialdemokratisk kliché ’står op om morgenen og smører madpakke inden de tager på arbejde’. Alle dem, der bor i Videbæk, i Ulstrup, på Ærø og i Bjæverskov.

Sådan får man provinsen i tale

To konkrete eksempler kan bruges i landdistrikterne og de mindre byer: Det ene er friplejehjem. Jeg ved, det vækker stærke negative følelser i Enhedslisten, men hvorfor? Selvom friplejehjem kan være oprettet for at skabe profit, kan de også være ikke-kommercielle – ligesom friskoler. Og Enhedslisten går vel ind for friskoler?

Her i min kommune, Favrskov, kan man vælge mellem flere store kommunale plejecentre i de større byer eller et lille selvejende friplejehjem i en mindre landsby. De fleste plejekrævende ældre ender naturligvis på de store kommunale centre, men friplejehjemmet er ganske populært og i høj grad med til at skabe liv og arbejdspladser i den pågældende landsby. Det har ovenikøbet en ’venneforening’ af frivillige tilknyttet. Der er ganske meget fællesskab involveret her.

Det andet er den kollektive trafik. Det er fint at ville halvere billetpriserne, men det hjælper ikke så meget, når de fleste af de gamle amtslige busruter efterhånden er sparet væk eller reduceret til rene gymnasieruter. Flextrafikken er et godt alternativ, men er desværre for dyr. Jeg ved, at der nogle steder er blevet lavet forsøg med ’landsbybusser’ drevet af frivillige, og også at der her er flere udfordringer med lovgivningen. Alligevel er idéen god nok: Lokale borgere tager ansvar for en fælles løsning.

Naturligvis ville det være bedre hvis de regionale busselskaber sørgede for rigeligt med busser alle steder, men det vil ikke ske. Det er for dyrt, og indtil videre også for klimabelastende. Vi kunne i stedet udvikle en model der – praktisk og økonomisk – kan løse opgaven. På samme måde kan vi også arbejde med modeller der kan holde dagligvarebutikker kørende i de mindre byer.

Jeg ved ikke hvorfor vi gik væk fra ’Fællesskab fungerer’-sloganet, men lad os genopdage det, og tage det alvorligt – i stedet for nøjes med at fremstå som lidt mere socialdemokratiske end socialdemokraterne selv.

Peder Meyhoff
Tlf.: 24 67 61 33
Email: [email protected]

Debat: Fællesskab fungerer stadigvæk. Lad os genopdage dét slogan i Enhedslisten (Solidaritet 26.11.2022)