Jobcenter

Kommunen er ikke en forretning – kommunen er for folket. Det betyder, at den skal sikre demokratiske og langtidsholdbare løsninger.

Kommunen skal gøre alt hvad de kan for at hjælpe arbejdsløse, syge og udsatte borgere til et værdigt liv. Vi vil begrænse tiden på arbejdsprøvning til et år og begrænse antallet af prøvninger. Vi ønsker også garantere borgerne valgfrihed mellem fleksjob, ressourceforløb og førtidspension, hvis de har under 7 timers arbejdsevne. 

Sagsbehandlerne skal have den nødvendige tid til deres arbejde. Der skal sættes en grænse for, hvor mange sager en sagsbehandler i kommunen skal have.  Grænsen bør sættes ud fra Socialrådgiverforeningens anbefalinger og under hensyntagen til sagernes kompleksitet. 

Sagerne skal afsluttes hurtigere. 

Favrskov Jobcenter skal altid arbejde ud fra borgernes behov og basere hjælpen til den enkelte på dennes egen oplevelse af faglige og personlige evner og arbejdsmæssige ønsker. Dette princip bør kun fraviges i de tilfælde, hvor det er direkte i strid med lovgivningen på området.

Lægefaglige vurderinger skal altid respekteres. De skal altid indgå i deres fulde længde og med den fulde betydning. Der kan således ikke sagsbehandles ud fra et udvalgt citat fra en lægeerklæring eller på baggrund af erklæringer fra læger/behandlere, der ikke har tilset/undersøgt borgeren indenfor et tidsrum, der giver mening. Favrskov Kommune bør ikke benytte sig af lægekonsulenter eller lægeerklæringer fra læger eller behandlere, de selv har udvalgt.

Arbejdsvurderinger- og prøvninger må ikke føre til forværret sygdom. Hvis en borger har været i arbejdsvurdering og arbejdspladsen og/eller lægen har vurderet, at antallet af timer var for højt, bør jobcenteret ikke efterfølgende forøge timetallet.

Vurderinger, fra dem der kender/har mødt  borgeren, skal have størst vægt i afgørelser om vedkommende.