Sæt mennesker i centrum – ikke biler

Byrådet er ved at vedtage et nyt forslag til lokalplan i Grundfør. Den gamle gård på Ths. Nielsens vej skal rives ned. Det er rigtig godt.

I stedet skal der bygges ni nye boliger. Det er sådan set også godt, selvom ni nok er lidt for mange. Forslaget lægger op til, at husene skal bygges så de nogenlunde overlapper den nuværende firelængede gårds placering. Det er også fint, det giver mulighed for at bevare lidt af gårdens rolle i det gamle landsbymiljø, og det giver også mulighed for at skabe et trygt, bilfrit og børnevenligt gårdmiljø midt i byggeriet.

Så det er vel lige til at klappe af? Nej, sådan ser forslaget ikke ud. I stedet skal der være parkeringspladser på arealet mellem husene, og de rekreative områder bliver reduceret til smalle striber mellem husene.

Men det må da være en fejl? Hvem, tænker man, skal bo i de nye huse? Åbenbart nogle, der betragter biler som deres kæreste eje, og i øvrigt hverken har brug for rekreative områder eller legepladser.

Men mon ikke Grundfør har mere brug for familier med børn? Unge familier, der gerne vil have et trygt gårdmiljø for dem selv og deres børn, og som har behov for legepladser også til små børn. Jeg vil gerne vælge at tro, at det er en fejl, at byggeplanen samler bilerne i midten af byggeriet, i stedet for at lave et p-areal langs med vejen.

Men lokalplanforslaget er gået gennem Planudvalget. Her stemte kun Enhedslisten for at bytte rundt på mennesker og biler.

Snart kommer forslaget op i byrådet. Og så bliver det spændende at se, om byrådet også vil prioritere bilerne højest. Det er noget paradoksalt, for med budgettet for 2019 vedtog byrådet ellers, at “mulighederne for at fremme fællesskabsbaserede boligformer i Favrskov som en del af den kommende boligudbygning skal undersøges nærmere.” Den undersøgelse er åbenbart ikke kommet så langt, at byrådet kan se forskellen på at sætte biler og mennesker i centrum. Men hvis man vil sikre et trygt miljø for børn – og give dem og deres forældre mulighed for fællesskab – er det altså menneskene, der skal sættes i centrum.

Peder Meyhoff
tidl. byrådsmedlem for Enhedslisten