Danmarksdemokraterne er i den forkerte blok, hvis de vil forsvare busruter på landet

Der er selvfølgelig forskellige årsager til, at det går så skidt med busserne på landet. Men det er i høj grad også resultatet af dårlige politiske beslutninger, især fordi de borgerlige regeringer har set den kollektive trafik som en pengemaskine og ikke som et fælles velfærdsgode. For eksempel liberaliserede trafikminister Flemming Hansen (K) i 2002 fjernbusruterne, så et privat busselskab blot skulle krydse to amtsgrænser. Ovenikøbet står der eksplicit i loven, at de offentlige trafikselskaber ikke måtte drive fjernbusruter.

Endnu værre blev det i 2018, hvor transportminister Ole Birk Olesen (LA) liberaliserede driften af fjernbusser yderligere. Fremover skulle fjernbusruterne blot være mindst 75 km lange, det vil sige, at de nu kan konkurrere direkte med de offentlige X-busser.

Der er ingen tvivl om, at de to liberaliseringer har mange vindere. Især de private busselskaber, men også de passagerer, der har behov for at rejse mellem de større byer. De har fået flere afgange, og konkurrencen har presset billetpriserne ned.

Men der er jo også tabere. Det var i første omgang DSB, der mistede passagerer, men de offentlige busselskaber mistede også indtægter og blev dermed nødt til at spare. Og det gjorde de naturligvis der, hvor de havde færrest passagerer, nemlig i landdistrikterne.

Det er helt logisk. Når de private busselskaber kan nøjes med at køre de ruter, de kan tjene penge på, kan de skumme fløden i den kollektive transport. Og den fløde kommer til at mangle i de offentlige busselskabers kasser. Resultatet er, at de offentlige busselskaber tvinges til at spare ved at reducere kørslen. Og så falder endnu flere passagerer fra.

Det er så logisk, at man må undre sig over, at de borgerlige partier ikke kunne gennemskue, at deres liberaliseringer ville komme til at gå ud over de tyndt befolkede områder.

Peder Meyhoff
Overdrevet 15, 8320 Hinnerup
Tlf.: 24 67 61 33
Email: [email protected]
Tidl. Byrådsmedlem for Enhedslisten

——

Danmarksdemokraterne er i den forkerte blok, hvis de vil forsvare busruter på landet (Information 29. februar 2024)