Styrket indsats for syge ledige bør ikke indebære mere pres

Af Favrskov Kommunes beskæftigelsesplan 2022, som blev vedtaget på byrådsmødet den 30. november fremgår det, at “Indsatsen for borgere med handicap, herunder særligt borgere med psykisk sygdom og sårbarhed skal styrkes”.

Følgende mål er opstillet i den forbindelse:
“Flere borgere i fleksjob på hhv. 1-5 og 6-10 ugentlige arbejdstimer (udviklingsfleksjob) skal opnå progression i form af øget effektiv arbejdstid.
Derudover skal andelen af borgere i fleksjob over 10 ugentlige arbejdstimer stige i forhold til andelen af borgere i udviklingsfleksjob (1-10 ugentlige arbejdstimer).”

Enhedslisten er imod disse målsætninger.

Det væsentlige i en styrket indsats bør være at sikre, at så mange borgere som muligt oplever forbedret livskvalitet gennem en tilknytning til arbejdsmarkedet. Hvor vidt denne tilknytning består 1, 5 eller 15 timer om ugen er underordnet.

Jobcenteret er med til at fastholde rigtig mange i fleksjob, og for mig at se er det hovedmålet. Den styrkede indsats bør derfor bestå i, at hjælpe borgerne til endnu bedre kompetencer og styrket helbred.

Beskæftigelsesplanen beskriver, at der er tale om “borgere med komplekse helbredsmæssige problemstillinger og handicap” herunder “psykisk sygdom og sårbarhed.” Kommunen bør derfor ikke bidrage til et øget pres på disse borgere og de ansatte, der arbejder med dem ved at opsætte målsætninger, der ensidigt fokuserer på tid og effektivitet.

I beskæftigelsesplanen formuleres det sådan her:
“Arbejdet indebærer blandt andet, at borgeren og virksomheden allerede inden tilkendelse af fleksjob gøres bevidste om, at det er et udviklings-fleksjob. Det indebærer, at der altid arbejdes mod en forøgelse af arbejdstid og effektivitet i arbejdsopgavernes udførsel.”

Og jeg er enig i, at der skal ske udvikling i på jobbet – også når det er et fleksjob – men det ensidige fokus på øget tid og effektivitet, er jeg helt uenig i.

Der bør i stedet være fokus på det hele menneske og mulighed for at arbejde med en helhedsorienteret tilgang.

Jeg foreslog derfor, at de to mål blev erstattet af følgende:
Flere borgere i fleksjob oplever forbedret livskvalitet gennem en tilknytning til arbejdsmarkedet.”

Det var der desværre ikke flertal for, men forslaget fik pæne ord med fra Socialdemokratiet, så Enhedslisten arbejder selvfølgelig videre med at skabe mere rimelige forhold for syge i Jobcenteret.

Bodil Kvistgaard Olsen
byrådsmedlem i Favrskov byråd
Enhedslisten

06.12.2021