Kom til 1. maj

Favrskov 1. maj fejring flytter fra fagbevægelsen og ud i åben have
Regeringens beslutning om at lade lønmodtagerne betale en fridag, for at få skattelettelser til de rigeste, påvirker årets 1. maj arrangementer mange steder i Danmark. Det gælder også i Favrskov, hvor der plejer at være politisk deltagelse til fagbevægelsens 1. maj. Det traditionelle arrangement er aflyst i år, efter beslutningen om at afskaffe Store Bededag. Socialdemokraterne er uønskede talere fordi de medvirkede til regeringsbeslutningen. Talere fra SF er uønskede fordi SF ikke støttede en folkeafstemning om beslutningen. Enhedslisten er stadig velkommen, men for ikke at blive for politisk ensidig, har fagbevægelsen valgt at aflyse arrangementet.
I en tid med opbrud og splittelse blandt de parter, der ellers plejer at gå sammen om at fejre 1. maj, mener Enhedslisten Favrskov, at dialogen og den politiske samtale er ekstra vigtig. Enhedslisten Favrskov flytter derfor 1. maj fejringen ud i det grønne, hvor der er lidt ekstra rum til den politiske samtale. Vi fejrer derfor 1. maj hjemme i haven hos vores lokale byrådsmedlem, Thake Fogh Cordt.
Der er åben have fra kl. 14 – 17:30, hvor du kan nyde det gode vejr i Klimahaven og klappe en påskegris.
Fra kl. 15 er der forfriskninger og udendørs politisk forsamlingshus.
Sted: Hammelvej 60, 8370 Hadsten
Tilmelding på SMS: 41 71 22 76
(obs bus til døren med rute 314 Hadsten – Hammel)