Kultur er ikke kun for de fine

Kultur er ret fraværende i valgkampen. Måske opfattes kultur som noget fint. Og kun for dem med den store tegnebog. Noget med at gå i teater, se film, se ballet og gå til kunstudstillinger med de rette synspunkter.

For mig burde kultur være noget mere alment. Noget med at mødes, se og opleve og ikke mindst at skabe noget sammen: Synge, danse, skrive, høre foredrag og diskutere, drikke en øl på et ydmygt sted uden høje priser og lave noget sammen med børn på en legeplads eller bare i skoven for at opleve naturen.

Ja, hvad med et bål sammen med børn og voksne, spejderliv og bare mødesteder for alle, der vil mødes.

Som jeg har nævnt i et andet læserbrev, er der helt sikkert mange ensomme i Favrskov. Der ønskes flere mødesteder.

I Aarhus har jeg selv været med i det såkaldte Vejlbyspil, hvor vi sammen skabte et teaterstykke om Vejlbys historie og lærte meget om Vejlbys historie, om hinanden og fik lov til at grine, skabe os lidt og drikke et hav af kopper kaffe. Det samme har jeg oplevet med Teglværksspillet i Broager i Sønderjylland. Lokalspil med lokale folk.

Hvorfor ikke det i Favrskov? Og hvorfor ikke mødearrangementer, hvor vi mødes på tværs af kulturer? Høre musik, spiser sammen og måske danser på Balkanvis.

Det må også være et valgtema: Fællesskab, mødesteder og folkelig kultur.

Nej, kultur ikke kun for de fine.

,

(Foto: Nico Smit)


Kommentar fra
(Lokalavisen Favrskov)