Beretning fra Byrådet 2023

2023 har været et år, der leder tankerne hen på et maratonløb; et løb, hvor den lettere startfase er overstået, og nu mærker jeg præcist, hvor lang en distance jeg har begivet mig ud på. Arbejdet som Enhedslistens repræsentant i Favrskovs Byråd, hvor jeg sidder i Plan- og Landdistriktsudvalget og i Arbejdsmarkedsudvalget, samt bestyrelsen for LAG Randers-Favrskov, er selvfølgelig stadig spændende og givende. Men jeg er her for at skabe forandringer, og dén side af arbejdet er en lang, frustrerende øvelse i tålmodighed. Det er et tålmodighedsmaraton, ikke fordi Favrskov er en stor organisation, der skal sættes i en ny retning, men fordi det handler om at flytte et flertal af formørkede politiske viljer – viljer, der er fastlåste af partidisciplin, nidkærhed og vanens magt.

Der er tale om personbårne viljer, et vilkår der fastlåser de politiske ambitioner til mandatfordelingen efter det seneste kommunalvalg. Valgets resultat cementerer den politiske retning for fire år. Hvis Enhedslisten Favrskov skal lykkes med reelle forandringer, er det afgørende, at vi bliver styrket markant, når der er valg igen i november 2025.

For Enhedslisten Favrskov er der utrolig kort tid til valget i 2025. Vi står som afdeling i et generationsskifte og skal finde nye gode kandidater, der vil opstilles til byrådet, i en tid, hvor politisk aktivisme er i frit fald. Her i 2024 skal vi helst ud for at finde byrådskandidater nok til, at vi kan opstille en lokal person fra hver af kommunens 12 valgkredse. Hvordan gør vi det?

Partiforeningen

At vi er en så lille forening stiller i sig selv store krav til os som medlemmer.

Men 2023 har været et år, hvor der har været stærkt divergerende holdninger til enkelte emner. At vi er meget få personer til at løfte det politiske arbejde gør os ekstra sårbare og betyder, at vi skal være utroligt gode til at passe på os selv og hinanden. Hvert medlem er så vigtigt, at vi ikke har råd til at miste nogen.

Jeg vil gerne have, at generalforsamlingen bruger tid på at reflektere over dette. At have høje idealer kan være nemt i tanke, men hvordan kan vi hver især bidrage til at skabe en rummelig og inkluderende kultur, når det gælder hverdagens handlinger?

Politiske sejre

Listen er kort, men jeg vil gerne fremhæve en ændring i kommunens beskæftigelsespolitiske mål. Det har i flere år været et eksplicit beskæftigelsespolitisk mål at øge den effektive arbejdstid blandt borgere med funktionsnedsættelse og sårbarhed. Der har været et helt unødvendigt og misforstået pres på de mest sårbare borgere for at øge deres arbejdstid. Det mål er nu omsider skrottet og erstattet af et mål om at identificere barrierer for, at borgere med funktionsnedsættelse kan komme i job eller uddannelse. Fokus i indsatserne bliver at skabe et mere rummeligt arbejdsmarked i stedet for at presse den enkeltes arbejdstid op.

Afmontering af velfærdsstaten

På beskæftigelsesområdet, ligesom på de øvrige kommunale kerneområder, står kommunerne i et lovgivningsmæssigt limbo. Regeringen fortsætter, sammen med magtpartierne i Kommunernes Landsforening, linjen hvor de kommunale budgetter hvert år beskæres. Underfinansieringen af kommunerne er nu kommet til et punkt, hvor risikoen for, at kommunerne bryder loven ved at gennemføre regeringens nedskæringspolitik, er blevet så stor, at lovgivningen skal lempes for, at nedskæringspolitikken kan fortsætte.

Regeringen, bakket op af KL’s ledelse, har derfor proklameret et ”handlingens” år for at frisætte kommunerne fra de regler, der spænder ben for nedskæringer. Logikken er, at hvis regeringen gør kommunernes opgaver mindre lovbundne, så kan kommunerne lokalt vælge deres serviceniveau og dermed vælge, hvor nedskæringerne skal fortsætte. Det skubber ansvaret for nedskæringerne væk fra regeringen, og regeringen sikrer sig et økonomisk råderum til at kunne vise handlekraft, når der kommer horrible enkeltsags historier på forsiden, så kan regeringen lappe hullet via finansloven.

Stigende privatisering

Det er vigtigt at holde sig for øje, at det primære ideologiske mål med denne strategi er at erstatte offentlige velfærdsservices med private leverandører. I de mange år, hvor velfærdssektoren er blevet mere og mere udhulet, har mange oplevet, at de privat er blevet rigere og rigere. En større del af samfundsindkomsten går i vores private lommer, og mange har fået råd til at tilkøbe private services eller private forsikringer, der hvor det offentlige stopper med at udføre en opgave. Når regeringen fastholder de strenge økonomiske rammer for kommunerne, så er det for at etablere et privat marked og dermed et samfund, hvor den del af befolkningen, der har råd, kan nyde vækstens frugter, mens resten efterlades i et dystert socialdemokratisk hamsterhjul.

Velfærdsoprør!

Bundet på hænder og fødder oplever velfærdssektorens faglige organisationer, såvel som en stor del af de lokale beslutningstagere, både i kommuner og regioner, at de er sat uden for indflydelse. Lokalt kan vi måske forsinke udviklingen lidt eller vælge en retning, der gør mindre skade på den korte bane, men reelt er handlingsrummet lukket.

Enhedslisten arbejder derfor for et landsdækkende velfærdsoprør.

Velfærdsoprøret er startet her i januar 2024, hvor man tværpolitisk forsøger at lægge pres på KL’s ledelse, men det ser noget dystert ud, da det jo er regeringspartierne, der sidder på begge sider af forhandlingerne om kommunernes og regionernes økonomi.

Det spor, jeg følger her i Favrskov, er indledningsvist samtaler om nedskæringerne og deres konsekvenser med forpersoner for lokale organisationer. Målet er at samle opbakning omkring 3-4 centrale budskaber, der kan danne grundlag for et lokalt koordineret pres mod de lokale beslutningstagere, såvel som et bidrag til et landsdækkende velfærdsoprør.

Lad os drøfte den konkrete tilgang til det videre arbejde i forbindelse med, at vi her på generalforsamlingen skal beslutte en arbejdsplan for det kommende år.

Afslutning

Afslutningsvist på dette års beretning vil jeg gerne takke jer alle for jeres engagement, indsats og bidrag til vores fælles sag.

Det har været et år præget af udfordringer, men vi har sammen kæmpet for velfærden, social retfærdighed og grøn omstilling. Når vi står sammen og arbejder konstruktivt, opnår vi langt større resultater end vores beskedne størrelse tilsiger.

Som vi ser fremad, ved vi, at der stadig er meget arbejde at gøre. Udfordringerne vil fortsat være der, men lad os møde dem med den samme beslutsomhed og dedikation, som vi har vist hidtil. Fællesskab fungerer, og fællesskab gør stærk!

Sammen kan vi gøre en forskel. Lad os fortsætte med at stå sammen og arbejde for en bedre fremtid.

Tak for jeres indsats og engagement.

Thake Fogh Cordt
Byrådsmedlem for Enhedslisten Favrskov
Hammelvej 60
8370 Hadsten
Email: [email protected]

(Revideret udgave)