Folketingskandidat

Maria Strunge Sørensen er vores nye folketingskandidat i Favrskovkredsen.

Hun er en 38-årig socialrådgiver i Favrskov kommune, aktiv i sin fagforening, bosat i Laurbjerg, med en “Vild med vilje-have” og deltog første gang i vores sommerfest i 2021. Siden da har hun været aktiv som byrådskandidat og deltaget i organiseringen af bl.a. events som Laurbjerg-borgermødet om offentlig transport.

Maria siger: “Jeg tror på, at der er brug for indgående og radikale ændringer for at sætte bæredygtighed over kortsigtet profit, solidaritet over forbrugerisme og omsorg over prestigeprojekter.

Mine hovedinteresser er psykiatri, kommunernes politiske visioner og sociale indsatser samt miljø og biodiversitet.

Jeg er socialrådgiver, mor til 3, datter og svigerdatter til ældre forældre, løber hele ugen efter aftaler, bor i et parcelhus med en forvokset hæk i en lille landsby, hvor 1-2 biler pr. husstand nærmest er uundgåelige med de fraværende offentlige transportmuligheder.

Jeg vil forsvare lokalsamfundenes ret til at eksistere med ordentlig adgang til offentlige tjenester, sikre ordentlig omsorg for de unge, de ældre og de sårbare samt beskytte fremtiden for livet på den lille blå planet, vi kalder vores hjem.

Derfor melder jeg mig hermed ind i den politiske debat for at forsvare et rødt og grønt politisk program.”

Du kan følge Maria på Facebook, hvis du har en Facebook-konto Maria Sørensen – Enhedslisten