Borgmesteren forsøger at fremmane en økonomisk krisestemning for at lukke luften ud af de øvrige partiers valgkamp!

Forvaltningen i Favrskov Kommune lavede med budget 2021 et vildt fejlskud, og allerede nu, få måneder inde i budgetåret 2021, står Favrskov ifølge borgmesteren i en økonomisk krise. En uventet udgift på 20 mio. kr. som nu forsøges tørret af på skolerne eller de ældre – alt i mens kommunekassen er vokset med 50 mio. kr.

Hvordan hænger det sammen?

Borgmesteren kalder til krisemøde i økonomiudvalg og kredsen af parti forpersoner, kommunen er i krise!

I denne krisestemning besluttes følgende:

Budgetprocessen for 2022 skal være anderledes – et krise budget!

1) Forvaltningen må kun stille forslag om besparelser, og må ikke stille forslag om udvidelser. Forslagene MÅ ikke koste flere penge. Fx ikke nogen forslag om sociale investeringer eller forebyggende indsatser, der på sigt kan reducere de kommunale udgifter.
2) Fristen for at stille budgetforslag for afkortes til 1. juni. Dvs foreninger, borgere og politiske partiers mulighed for at stille forslag og få dem vurderet af forvaltningen kortes væsentligt ned.

Men lige et øjeblik. Er 20 mio. en krise? Byrådet bliver grebet af stemningen, krisen tegnes tydeligt op; hvis vi hvert år de næste 4 år skal af med ekstra 20 mio. så er kassen snart tom!

Men er det rigtigt? Da Budget 2021 blev vedtaget i efteråret 2020 havde Favrskov Kommune en kassebeholdning på ca. 450 mio. kr. forsynet med en prognose om at kassebeholdningen støt ville falde fremadrettet; 450 mio. kr. var toppen på kurven …der er nemlig bred enighed om at der ikke skal spares unødigt op. Kommunen skal have en kassebeholdning på 140 mio. kr. for at klare de udsving der er i løbet af året. Så det er ok at komme ned på ca. 200 mio. og stadig have en solid bund i kassen til det uventede.

Men ved den seneste opgørelse havde vi 500 mio. kr. i kassen. Altså uventet 50 mio. mere end det byrådet havde budgetteret efter.

Er det udtryk for en krise? Udtryk for manglende styring? Skal Skoler eller Ældre til at dække de uventede udgifter hos Handicap og Psykiatri på 20 mio. kr.? Det oplagte er vel at tage de 20 mio. fra kassen for ikke at skade Skole og Ældre. At tage pengene fra Skole og Ældre løser jo ikke problemet, næste år mangler der igen 20 mio. kr. på Handicap og Psykiatri, hvis der ikke sker ændringer i Handicap og Psykiatri.

Men hvorfor så lave hele denne kriseøvelse?

Eneste jeg kan komme i tanke om er at det er valgår. Budget 2022 er et valgkampsbudget. Her kan alle partier stille forslag der viser hvilken retning de synes Favrskov skal tage de næste 4 år – men hvis det er et krise budget, så kommer der meget få forslag, og man søger tryghed og stabilitet hos borgmesteren. Og hvis vi ikke når at stille forslag inden 1. juni, så kan vi ikke få beregnet hvad vores forslag vil koste. …og i en valgkamp, med krisestemning, så vil det primære spørgsmål være ”hvor skal pengene komme fra?”.

DERFOR skal vi have formuleret så mange af vores mærkesager som muligt som forslag til Budget 2022! Vi skal vide hvad vores politik koster, og vi skal kunne fortælle vælgerne hvad vi går til valg på!

Rød grønne hilsner

Thake Cordt
Kandidat til byrådet ved kommunevalget 2021 for Enhedslisten
Hammelvej 60, Lyngå

26. april 2021