EL er med i Budget 2017

Enhedslisten er med i Favrskov Kommunes budget for 2017

Budgetforslaget er blevet meget bedre end vi troede for blot et par måneder siden. Heldigvis kom der så stort pres på regeringen at den måtte opgive det såkaldte omprioriteringsbidrag. Men til gengæld har regeringen og KL aftalt et effektiviserings- og moderniseringsprogram som også vil komme til at koste Favrskov penge, dog ikke i år.

Selvom budgetforslaget er rimelig godt, er det ikke prangende. Helt overordnet flyttes der rundt med 12-13 mio., og ser man på de enkelte udvalg, går reduktioner og udvidelser også nogenlunde op med hinanden. Man kan sige at vi har et status quo-forslag med enkelte gode forbedringer plus et ret stort anlægsbudget.

Den vigtigste forbedring er at den såkaldte Herning-model bliver indført i kommunen. Det sker ved at ansætte 6 nye medarbejdere til styrke det forebyggende arbejde for sårbare børn således at færre børn vil ende med at blive anbragt uden for hjemmet. Det er en sag vi har kæmpet for gennem flere år; den er nu kommet med i budgettet som følge af et forslag fra forvaltningen.

Et lignende forslag er indførelse af parterapi for skilsmissetruede børneforældre. Det er også et forslag vi har kæmpet for i flere år – både for at hjælpe de børn der kan komme i klemme og for at spare kommunen penge. Det er nu besluttet at der skal afholdes et temamøde for byrådet om forslaget – og jeg forventer at det her vil blive dokumenteret at forslaget faktisk sparer kommunen penge, og at det derfor har en god mulighed for at komme med i næste års budget.

Der er også blevet penge til at permanentgøre de hidtidige særpuljer til hhv. mere pædagogisk personale i dagtilbud og til øget livskvalitet for de svageste modtagere af hjemmehjælp. Det er puljer der bl.a. som følge af pres fra Enhedslisten, blev indført gennem finanslove under S-R-SF-regeringen, men som nu er flyttet over i den almindelige finansiering gennem bloktilskuddet.

Blandt de mange mindre forbedringer er 300.000 til inklusion i førskoletilbud, 500,000 til inklusion i folkeskolen og et engangsbeløb på 500.000 til evaluering af folkeskolereformen. Der er også flere gode forbedringer under Social- og sundhedsområdet.

Endelig vil jeg nævne at der kommer ekstra 150.000 til udvidelse af fripasordningen. Det gør det muligt at flere børn af fattige forældre – herunder ikke mindst flygtninge – kan deltage i fritidsaktiviteter gratis.

I Enhedslisten følger vi princippet om at sige ja til enhver forbedring men nej til en enhver forringelse. Det kan være svært i praksis fordi enhver omfordeling både giver nogle vindere og nogle tabere. Omvendt er det også rimeligt at vi hele tiden prøver at bruge skattekronerne på den mest fornuftige måde.

Jeg er dog ked af at jeg har været nødt til at acceptere besparelsesforslaget om at nedbringe sygefraværet ved at ansætte en ‘sparringspartner’ til lederne. Jeg mener forslaget er en skjult besparelse som desuden udtrykker mistillid til medarbejderne. Men der var ikke mange der støttede mig på budgetseminaret, og vi fik desuden at vide at HMU ikke haft særlige bemærkninger til forslaget. Så er det jo lidt svært at stå fast.

I kataloget til budgetseminaret var der et stort antal meget tvivlsomme besparelser, men de blev i (vistnok?) alle tilfælde rettet til og gjort mindre, således at de kun i yderst begrænset omfang rammer brugerne. Det største af disse forslag var forslaget om at spare 4,2 mio. på Borgerservice og administration. Det blev reduceret til 1,5 mio. og målrettet såkaldt administrative støttefunktioner og sekretariatsbetjening.

Der er afsat 95 mio. kr. til anlæg. Heraf er meget dog aftalt i forvejen, bl.a. renovering på Rønbækskolen og Præstemarkskolen samt opgaver i forbindelse med det nye boligområde Dommerparken i Hammel, hvor der bl.a. skal bygges et nyt plejecenter. Der er også meget der handler om vedligeholdelse, men der er dog også 2,5 mio. til cykelstier og andre 2,5 mio. til trafiksikkerhed. Der er også afsat 100.000 til en høring om kollektiv trafik i kommunen.

Vi fik to af vores forslag rent med, det ene, parterapi, er omtalt ovenfor. Det andet er en skovbotanisk have i det nye skovområde mellem Hinnerup og Grundfør. Det sidste er imidlertid ikke noget kommunen kan gøre alene, vi skal blive enige med Naturstyrelsen. Så det er endt med en tekst hvoraf det fremgår at mulighederne skal undersøges. Udover at haven kan øge områdets rekreative værdi, vil den kunne bruges af både Rønbækskolen og Præstemarkskolen.

En vigtig ting der ikke står i budgetforslaget, var at vi sammen med A og F fik forhindret forslaget om at spare på økologisk mad i ældreplejen. Der skal nu laves en undersøgelse af hvad brugerne mener om økologisk mad; det blev der også i 2013. Dengang svarede ret få at økologi ikke var så vigtigt, mens derimod mere end 3 ud af fire svarede at det var vigtigt at undgå pesticider og tilsætningsstoffer. Det siger noget om at ‘økologi’ er noget politisk, mens giftfri mad ikke er farligt!

Nu skal forslaget i høring, og først derefter vedtages det endeligt. Hvis du har bemærkninger, så send dem til kommunen – med kopi til mig.

Peder Meyhoff
Byrådsmedlem for EL i Favrskov

6. sep 2016