Udbud på lige konkurrencevilkår i Favrskov?

Kommentar til byrådspolitikerne behandling af udbud af rengøringsopgaven i Favrskov vest.

Det tog byrådet cirka 5 minutter at behandle punkt 10: ”Udbud af rengøringsopgaven i Favrskov vest” på byrådsmødet den 28.2. Måske lidt for hurtig?

Der var en 2 minutters gennemgang af formanden for udvalget. Derefter debat. Eller fravær af debat. Den eneste der tog ordet, var Thake Fogh Cordt fra Enhedslisten. Han kom med kritiske bemærkninger til det nuværende udbudsmateriale. Ingen efterfølgende modsvar på dette indlæg. Kun tavshed. Derefter afstemning. 24 stemte for og 1 imod (Enhedslisten).

Så var den sag klaret. På 5 minutter. Men kære politikere: Jeg håber, I vil tænke jer om en ekstra gang. Der er god tid til at genoverveje.

Er I som lokalpolitikere klar over de konsekvenser udbuddet kan have for løn- og arbejdsforhold for de ansatte i rengøringsbranchen? Har I overvejet, om udbudsmaterialet, i sin nuværende form, kan være konkurrenceforvridende og medvirke til social dumping?

Mon alle byrådspolitikere, på nær Enhedslistens Thake Fogh Cordt, er enige i, at man ikke skal blande sig i arbejdsforhold i rengøringsbranchen som kommunal udbyder? Det håber jeg ikke.

Jeg synes udbudsmaterialet bør indeholde:

  • sikring af overenskomstmæssig aflønning (ud fra den toneangivende overenskomst for området),
  • sikring af løn og arbejdsforhold ved virksomhedsoverdragelse (at evt. ny leverandør sikrer ansættelse af medarbejdere på samme vilkår som tidligere)
  • sikring mod social dumping. Det bør vi forebygge i Favrskov Kommune.

Det er godt, at I som lokalpolitikerne er enige om at sætte et lille positivt politisk aftryk. Nu skal kvaliteten af rengøring hæves en smule. I udbudsmaterialet står der, at kvalitet nu skal vægtes med 60 % i forhold til pris på 40 %. Måske har I også hørt, fra os der arbejder på kommunale institutioner, at rengøringsstandarden er meget lav? Så det er dejligt, at I ønsker kvaliteten skal vægtes en smule højere end pris.

Men jeg synes, der er trist, at vi har 24 byrådspolitikere ud af 25 (fra alle partier på nær Enhedslisten), der ikke vil være med til at sikre anstændige løn- og arbejdsforhold for privatansat rengøringspersonale på de kommunale arbejdspladser.

Flere af partierne i byrådet fremhæver ofte den fri konkurrence som vigtig. Men har I sikret, at der er lige vilkår i konkurrenceudbuddet? I vil vel ikke tillade firmaer at byde på kontrakten ud fra dårligere løn- og ansættelsesforhold end andre?

Jeg har stor forståelse for, at det kræver megen tid at nærlæse og forstå det komplicerede udbudsmateriale med mange bilag. Som lokalpolitikere har I meget at sætte jer ind i og arbejdspresset er stort. Der er dygtige embedsfolk i forvaltningen, som I stoler på, og I læner jer sikkert op ad deres vurderinger.

Men jeg synes, I burde kræve, at udbudsmaterialet revideres, og får tilføjet en sikring af overenskomstmæssige aflønning, virksomhedsoverdragelse samt fair konkurrencevilkår i udbuddet.

Det I netop har vedtaget, kan få store negative konsekvenser for mange menneskers arbejdsliv. Og som kommune ønsker I vel gode og trygge arbejdsforhold for alle ansatte – også de privatansatte, der gør rent på kommunale institutioner?

Aksel Madsen
Hinnerup
Lærer og bestyrelsesmedlem i Favrskov Lærerforening