Boliger, veje og cykelstier

Favrskov ligger så tæt på Århus at vi også vil blive påvirket af den befolkningsvækst der er i Århus. Men vi ønsker at udvikle Favrskov på en harmonisk måde og f.eks. ikke fylde den sydøstlige del af kommunen med parcelhuse – bare fordi det er let at sælge grundene. Der er stort behov for også andre boligformer i kommunen, og vi støtter både at der bygges flere tætlave-byggerier, gerne som bofællesskaber, og flere almene boliger.

Et eksempel: Når bygherrer i dag bygger tæt-lav, er det med bilen i centrum. Man kan køre i bil helt hen – ja, nærmest ind i – huset. Det betyder at alt for meget areal dækkes med asfalt, og at der bliver meget små friarealer til bl.a. legepladser. Vi vil gøre det omvendt; vi vil sætte mennesker i centrum. Vi vil have et grønt friareal med legeplads mv. i centrum, og lade bilerne blive på et p-areal i den ene ende af byggeriet.

Det er nødvendigt at der også bliver bygget mindre boliger, fx til enlige med børn og til både unge og ældre. Vi skal have bl.a. have ældreboliger til rådighed når ældre parcelhusejere vil sælge til fordel for en mindre bolig, Vi går derfor også ind for at der sker en vis byfortætning – dog med respekt for de eksisterende bymiljøer.

Byudvikling i sydøst skal koncentreres omkring de kommende letbanestationer langs Århusvej, Ådalsvej og i Hinnerup Midtby. Men vi skal også planlægge med mulighed for at letbanen kan blive forlænget til Hadsten og at der på sigt også kan komme letbane til Hammel.

Det tidligere byråd har besluttet at Hinnerup og Hadsten skal brede sig mod hinanden. Men man skal undgå at skabe en lang økologisk barriere fra Hadsten Nord til Søften Syd. Der er således brug for en økologisk passage så tæt som muligt på boligområderne i Hinnerup Nord. I øvrigt er der også behov at beskytte grundvandet i området.

Vi ønsker således ikke at det nye bybånd mellem Hinnerup og Hadsten udvikles fra de to byer. Det skal i stedet udvikles omkring en ny letbanestation efter samme princip som Nye i Århus Kommune. Her vil vi lave byggeri i flere etager samt mulighed for dagligvarehandel, daginstitutioner og skole. Vi ønsker at området bliver zoneret således at de højeste bygninger bygges i området omkring letbanestationen, og at bebyggelseshøjden herfra trappes ned.

Vi ønsker større opmærksom på beskyttelse af grundvandet når der bygges nyt. Det betyder at vi slet ikke ønsker byggeri hvor grundvandet er særlig sårbart; andre steder kan man bygge punkthuse hvor beboerne ikke får egen have/indkørsel.

Det tidligere byråd havde besluttet at privatisere en række fællesveje især i den vestlige del af kommunen. Enhedslisten var det første parti der stillede forslag om at droppe det. I første omgang blev vi nedstemt, men fornuften sejrede til sidst, og byrådet valgte at aflyse privatiseringen. Enhedslisten ønsker nu at alle oprindelige fællesveje der tidligere er blevet privatiseret, igen gøres kommunale. Finansieringen kan findes ved at hæve grundskylden ligeså meget som den i 2016 blev sat ned – med den begrundelse at boligejerne skulle kompenseres for privatiseringen.

Der mangler cykelstier mange steder i kommunen. Budgetaftalen for 2018 siger at der skal etableres cykelsti mellem Svenstrup og Hammel samt gennem Foldby-Norring. Det er godt, men der er behov for cykelstier mange andre steder, f.eks. fra Frijsendal til Hammel, fra Foldby til Hammel, fra Vissing til Hadsten og fra spejderhytten ved Århusvej til Hinnerup.Desuden er der behov for belysning hvor den meget benyttede cykelsti langs Århusvej passerer Søften.