Børn og unge   

Daginstitutioner:

Enhedslisten ønsker minimumnormeringer, der gør at personalet har tid til den primære opgave: pasning og omsorg for børnene. De mange andre opgaver som også skal løses ( sprogstimulering, dokumentation, forældre-samarbejde m.m.) må der gives ekstra timer til, så tiden ikke går fra den primære kerneopgave; tid til børnene.

Enhedslisten ønsker at personale i daginstitutionerne har (eller får) en pædagogisk uddannelse, enten som pædagog eller pædagogisk assistent.

Vi foreslår derfor at personalet sammensættes sådan at 80% er pædagoger, 10 % er pædagogiske assistenter (PA) og kun 10 % er uden pædagogisk uddannelse. De sidste 10 % skal kun være ansat i 2 år og skal så begynde at uddanne sig til pædagogassistent. Det sidste for at sikre, at der er unge og andre der vil prøve kræfter med arbejdet inden de vil tager uddannelse inden for faget.

Vi mener også at alle kommunale dagplejere skal uddannes mindst til PA. Vi foreslår det sker over 6 år, hvor de som ellers skulle fyres pga. faldende børnetal, er vikar for dem der går på uddannelse.

Vi foreslår også at institutionerne fungerer som gæstedagpleje. På den måde kan man undgå tomgangspladser i dagplejen og giver garanti for 4 børn.

Vuggestuer udbygges i alle dele af kommunen i takt med behov og forældre-ønsker

Der bør kun serveres økologisk mad i daginstitutioner.

Gratis rådgivning til forældre og børn, der overvejer skilsmisse.
Der skal afsættes en pulje, så forældre og børn kan søge råd og vejledning i forbindelse med skilsmisse.Enten samlet som familie eller hver for sig. Det kan være samtaler med psykologer,
socialrådgivere eller familierådgivere. Målet er at skabe de bedst mulige rammer for især børnene, så deres nye hverdag ikke bringer dem i mistrivsel ( i bl.a. daginstitution og skole)

Folkeskoler:

Folkeskoleområdet bliver i budget 2018 løftet med 6,5 mio hvoraf en stor del er rettet mod specialklasser og inklusion. Det er fint, men det er ikke nok. Der er brug for et større økonomisk løft af folkeskoleområdet: Favrskov kommune ligger væsentligt under landsgennemsnittet i forhold til økonomisk tildeling pr barn. ( knap 10 % under). Det økonomiske løft skal bruges til at sikre den “rummelige folkeskole” og arbejdet med inklusion gennem to-lærer-ordninger i klasser med faglige- og  sociale udfordringer. Enhedslisten støtter derfor fagforeningsinitiativet Velfærd for alle, og mener, at der i højere grad bør “skubbes opad” og kræves flere penge til velfærd i kommunekasserne.

Derudover er der brug for uddannelse af personalet med henblik på at styrke lærernes formelle kompetencer i liniefag.

Enhedslisten går ind for at der iværksættes en undersøgelse af indeklimaet på kommunens skoler og tage beslutning om evt. nødvendige forbedringe i samarbejde med elever, lærere og forældre. En undersøgelse af forholdene på hele landets skoler foretaget i 2010 viste, at over halvdelen (56 procent) af skolerne havde gennemsnitlige CO2 -koncentrationer, der lå væsentligt over det anbefalede maksimale niveau på 1000 ppm.

Enhedslisten vil arbejde for en pulje til styrkelse af” Åben-skole-tilbud” i skolernes nærområder, for øget samarbejde med virksomheder, kulturinstitutioner og andre relevante samarbejdspartnere. Det er meget vanskeligt for skolerne, at nå ret langt omkring. Derfor bør der ses på, hvordan mulighederne kan forbedres, evt. med med en kommunalt betalt busordning.

Vi går stærkt ind for kortere skoledage og tid til leg og fordybelse i SFO og klub, samt en sikring af børnenes fritid

Der bør i højere grad undervises ud fra lærernes faglige vurdering og mindre ud fra fælles mål og standardiserede rammer omkring elevplan m.m. Her skal den kommunale forvaltning “slække grebet” og stole på lærernes faglighed. Lærernes tid bør bruges på undervisning. Derfor skal kravene om elevplan til alle f.eks. droppes, sådan at man undgår kontrol og registrering uden formål og i stedet lave planer for de elever der har brug for noget ekstra.

I Enhedslisten har vi en vision om gratis mad til børn i daginstitution og skoler ( evt. ved hjælp af kommunale tilskud til indkøb og drift af kantiner.) Derfor skal der tænkes nyt i brugen af de kommunale kantiner, så de bliver mere rentable – kan de f.eks. levere mad til børn og unge ?

Maden skal selvfølgelig være økologisk i de kommunale institutioner for børn og unge

Unge og lærepladser

I Favrskov kommune er der ( november 2017) 83 unge der forgæves leder efter en læreplads. ( på landsplan er tallet 12.000). Enhedslisten vil arbejde for, at der er læreplads til alle unge, der tager en erhvervsuddannelse. Kommunen må selv gå forrest og ansætte lærlige samt anvende uddannelses-klausuler i offentligt udbud og indkøb.