Alle skal sikres et aktivt og ligeværdigt liv  

Det er Enhedslistens grundholdning at alle mennesker så vidt muligt skal have lige muligheder for at få undervisning, kunne arbejde samt bo og deltage aktivt i sociale og kulturelle aktiviteter. Det gælder uanset deres økonomiske muligheder, deres køn, seksualitet, etnicitet og eventuelle handicap.

Handicap kan være mange ting, og at man både kan være fysisk, psykisk og mentalt handicappet. Nogle handicap er medfødte, andre er kommet pga. arbejdsmiljø, levevilkår eller pga. alder. Men alle borgere skal sikres samme rettigheder, muligheder og respekt – uanset hvilke handicap de er ramt af. Det er kommunens opgave at sørge for at det sker i så høj grad som det er muligt.

Tilgængelighed for handicappede må ikke opfattes som et problem, og heller ikke noget man først opdager for sent.  Derfor skal tilgængelighed for alle slags handicappede tænkes ind fra begyndelsen når man bygger nyt eller bygger om, og også når man laver om i bymiljøet.

Sidste år blev Hammel bymidte udstyret med forskelligt byinventar, men noget af det viste sig at være direkte farligt for blinde- og svagtseende, især den såkaldte Temapassage, hvor en stejl trappe blev forsynet med gelændere der er meget svære at bruge for handicappede. Her er det nødvendigt at repræsentanter fra handicaporganisationerne blive inddraget tidligere.

Det er som udgangspunkt positivt at Favrskov Kommune er i stand til at løse flere opgaver selv, men det er negativt hvis ønske om at spare kommer til at få større betydning end at finde det bedst mulige tilbud. Når Favrskov Kommune bruger egne tilbud, skal de være således være fuldt på højde med nabokommunernes tilbud.

De seneste år er der sket besparelser på en række institutioner inden for rammebelagte, specialiserede socialområde. Det har også ramt institutioner og borgere i Favrskov. Det er imidlertid en besparelse som er blevet aftalt af Kommunekontaktrådet i Region Midtjylland (KKR). Det består bl.a. af borgmestrene fra de 19 kommuner i Region Midtjylland, og er desværre ikke noget byrådet i Favrskov har haft indflydelse på.

I Budget 2016 blev Handicap- og Psykiatri-området tilført 12 mio fordi der var flere borgere for at dække et oparbejdet efterslæb. Det tog presset på området noget af, men området er bestemt fortsat presset, og der er absolut plads til forbedring. Vi vil her prioritere at forbedre muligheden for at borgere med handicap – herunder borgere på kommunens botilbud – kan komme ud til oplevelser uden for hjemmet og på ferierejser.

Dengang det tidligere Århus Amt tog sig af de udviklingshæmmede, fik alle udviklingshæmmede tilbud om at deltage i den årlige Sølund-festival. Men i dag – efter at Lars Løkke fik nedlagt amterne, og førtidspensionen siden er blevet lavere – er det ikke længere alle udviklingshæmmede der har den mulighed. Vi vil arbejde for at det igen bliver muligt for alle at deltage på Sølund.

I dag giver kommunen kun mulighed for såkaldt pædagogisk ledsagelse til 3 dage om året. Vi mener at der bør sættes op til 6 dage med 5 overnatninger. Handicappede skal også have ret til og mulighed for at kunne holde ferie.

Kommunen skal arbejde for at handicappede kan deltage i alle former for aktiviteter så vidt muligt på lige fod med ikke-handicappede. Vi ser gerne at der bliver oprettet en stilling der kan hjælpe handicappede og frivillige organisationer og foreninger – b l.a. idrætsforeninger – i kontakt med hinanden.

Enhedslisten har en vision om at få etableret bo- og arbejdssteder hvor handicappede bliver blandet med ikke-handicappede, således som det sker i Hertha i Herskind og i Andelssamfundet i Hjortshøj. Det er nok ikke muligt umiddelbart at kopiere nogle af de to tilbud her i Favrskov, men hvis en mulighed viser sig, vil vi meget gerne være med til at lave noget der inspireret af Hertha og Hjortshøj. Det samme gælder socialøkonomiske virksomheder.

Det er meget positivt at der i de senere år er kommet mange flere i fleksjob, men der er stadig nogle der mangler et fleksjob. Vi vil meget gerne være med til at undersøge mulighederne for at etablere socialøkonomiske virksomheder der kan ansætte bl.a. handicappede.

Nogle handicap kan forebygges, og derfor skal kommunen være mere opmærksom på at øge fx trafiksikkerheden og arbejdsmiljøet. Kommunen kan også udvide sit tilbud om gratis psykologhjælp til unge og lave kampagner for sund livsstil og ernæring.

Der er alt for mange der klager over kommunens afgørelser på handicapområdet – og endnu værre: der er også alt for mange der får ret af Ankestyrelsen. Kommunens sagsbehandling trænger derfor til et løft, og vi foreslå at der bliver ansat flere sagsbehandlere, så den enkelte får færre sager, og det bliver lettere at give den handicappede en fast kontaktperson.