Velfærd kræver omtanke, ikke Excel-magi

Liberal Alliance turnerer igen med fortællingen om de 60 millioner kroner, der efter sigende kan effektiviseres ud af Favrskov Kommune. Et budskab, der lyder forførende enkelt – men som savner både virkelighedsfornemmelse og konsekvensberegning.

I Enhedslisten Favrskov mener vi, at kommunens midler skal bruges klogt og ansvarligt. Men det kræver mere end Excel-øvelser fra liberale tænketanke. Det kræver, at vi vedholdende interesserer os for, om vores investeringer i velfærd virker – og at vi tør ændre kurs, når de ikke gør.


 

 

 

 

 

 

 


Det er nemt at pege fingre udefra og postulere, at millioner kan hentes, hvis bare man ”vil”.

Men velfærd er ikke en virksomhed. Det er et fællesskab, hvor vi investerer i vores medborgere. Vi kan ikke reducere omsorg, trivsel og læring til omkostningslinjer i et budget – og vi vil ikke. I Enhedslisten ønsker vi, at de penge, vi bruger, rent faktisk skaber værdi. Ikke bare i regnearket, men i menneskers liv.

Vi støtter gerne initiativer, der forbedrer effektiviteten – men ikke hvis det sker på bekostning af fagligheden, arbejdsmiljøet og de mennesker, det hele handler om. Vi er parate til at gentænke, tilpasse og ændre – men ikke til at ofre sårbare børn og ældre i et ideologisk eksperiment, der mest af alt minder om noget fra Elon Musk og DOGE-memes, men som har reelle konsekvenser for virkelige mennesker.

Der er brug for reel politik baseret på erfaring, viden og respekt – ikke ønsketænkning. Og hvis vi som kommune ikke opnår de effekter, vi ønsker, så må vi handle. Det betyder ikke at skære for at skære – det betyder at bygge om med omtanke.

Lad os holde fast i det, der virker – og have modet til at ændre det, der ikke gør. Men lad os gøre det med virkeligheden for øje. Det skylder vi både dem, der er afhængige af velfærden i dag – og dem, der kommer efter os.

Thake Fogh Cordt,
Byrådsmedlem og spidskandidat, Enhedslisten Favrskov