Beretning fra Byrådet 2024

2024 har været et år, hvor byrådsarbejdet har været præget af en voksende usikkerhed omkring kommunernes økonomi og konstante forventninger om grundlæggende ændringer af lovgrundlaget på alle de store velfærdsområder. Samtidig har valgkampen frem mod kommunalvalget i november 2025 for alvor taget fart siden august 2024.
De mange store reformer lander først i 2025, men i 2024 har det betydet en markant tilbageholdenhed med at lave større ændringer, da regeringen gentagne gange har meldt ud, at lovgrundlaget snart vil blive ændret. Målene for besparelser har regeringen meldt klart ud, men reglerne for, hvordan kommunerne skal løse opgaverne, har der været stor uklarhed omkring.
I marts 2024 stod alle landets kommuner sammen om at kræve flere penge af regeringen, især til finansiering af udgifter til anbragte sårbare unge, hvor priserne på private bosteder er fordoblet på få år. Regeringen accepterede kravet og meldte ud, at der var tale om et historisk løft af den kommunale velfærd, men en måned senere blev det klart, at regeringen reelt kun havde givet kommunerne lov til at bruge flere af deres egne penge.
Kombineret med skattevæsnets ubegribelige serie af fejl i ejendomsvurderinger og det ugennemsigtige udligningssystem har den samlede situation skabt en grundlæggende systemisk usikkerhed for kommunernes økonomi. Når kommunen har stadigt vanskeligere ved at beregne sine indtægter, bliver det ekstra udfordrende at planlægge langsigtede indsatser, der kan skabe reelle forbedringer for borgerne.
At vi nu er trådt ind i et valgår, kan være årsagen til, at ingen af de andre partier i Favrskovs byråd vil arbejde for at lægge et pres på regeringen til økonomiforhandlingerne i 2025. Den individuelle partiprofilering er blevet vigtigere end at sikre de fælles rammevilkår for kommunen.

Politiske kampe i byrådet

Uvisheden om indholdet i regeringens reformer har skubbet forvaltningens og byrådets opmærksomhed over på rent lokale sager som solcelleparker, skole- og daginstitutionsbyggeri, veje, parker, idrætsanlæg og genbrugspladser. Det er en grundlæggende trist udvikling, at kommunerne mister ressourcer til at udføre de velfærdservices der kan støtte de borgere der har det svært, og ikke kan løfte opgaven med at skubbe på for bedre livs- og arbejdsvilkår for kommunens borgere. Vi mestre evnen til at skrive flotte politikker med smukke intentioner, men har ikke ressourcerne til at føre dem ud i livet.
Enhedslisten gør en stor forskel! “Men hvordan, vi kan jo ikke en gang få SF til at stemme for forslag om bæredygtigt byggeri?” Vi står i en situation hvor Enhedslistens forslag stadig er sortlistede i byrådet. Uanset hvilket forslag vi stiller bliver det nedstemt. Der hvor jeg oplever at vi gør en forskel er uden for byrådssalen, når vi engagere os med borgergrupper, vedholdende argumenterer for vores værdier i alle de øvrige formelle og uformelle fora for byrådsmedlemmer, og når vi sætter dagsorden ved at rejse en sag eller ved at problematisere mangler i de øvrige byrådssager.
Der hvor vi flytter mest, er i mødet med borgerne, i samarbejdet med borgene, når vi står på borgernes side som deres tillidsmand. Det betyder ikke at vi altid giver borgerne ret, eller ikke vil gøre noget som de er imod – men at vi arbejder sammen om den bedst mulige løsning på en given problemstilling. Også i det samarbejde står vi fast på vores værdier om social retfærdighed, bæredygtighed og demokrati. Og her er det en fornøjelse at se hvordan vores værdisæt, også i praksis, kan guide os til bedre løsninger, sammen med borgerne.
Et vigtigt gennembrud i år har været det beskæftigelsespolitiske syn på borgerne. Det at vi nu har et selvstændigt mål i beskæftigelsespolitikken, om at borgerne skal være tilfredse med den hjælp de modtager af kommunen – er et vigtigt skridt væk fra synspunktet om at den dovne borger bare skal tage sig sammen, og når de ikke gør det af sig selv, så har de brug for at blive presset i gang af systemet. Det en skadelig kultur som Enhedslisten altid har kæmpet imod, og gennembrud som vi nu kan tage med i opbygningen det nye beskæftigelsessystem, hvor lovgrundlaget bliver vedtaget i foråret 2025.

Valgkampen 2025 – Mobilisering og engagement

Kommunalvalget i november 2025 bliver en afgørende milepæl for Enhedslisten i Favrskov. Vores mål er ikke blot at fastholde vores nuværende mandat, men at styrke den røde-grønne dagsorden lokalt og udvide vores politiske indflydelse. For at lykkes kræver det en bred mobilisering af medlemmer, aktivister og sympatisører, som kan være med til at sikre en stærk og synlig kampagne.
Vi står over for en modstander, der ønsker at fastholde status quo, men vi har en klar vision for, hvordan vi vil skabe et mere solidarisk og bæredygtigt Favrskov. Vores kampagne bygger på tre centrale søjler:
  1. En styrkelse af fællesskabet – Vi vil engagere flere borgere og medlemmer i det politiske arbejde, ikke kun i valgkampen, men som en del af et længerevarende engagement i lokalsamfundet. Det betyder, at vi vil arbejde for at organisere lokale møder, aktioner og debatarrangementer, der kan engagere og styrke bevidstheden om nødvendigheden af en solidarisk politik.
  2. Konkret handling for borgerne – Vi skal vise, at Enhedslisten gør en forskel, både i og uden for byrådssalen. Vores kampagne vil have fokus på at fremhæve de sejre, vi allerede har opnået, samtidig med at vi præsenterer konkrete initiativer for et mere retfærdigt og bæredygtigt Favrskov. Det handler om velfærd uden privatisering, en ambitiøs grøn omstilling og en stærk indsats for social retfærdighed.
  3. Opbygning af en stærkere organisation – For at sikre, at vores kampagne får maksimal gennemslagskraft, skal vi gøre det lettere for nye og eksisterende medlemmer at bidrage. Det betyder, at vi udvikler klare strategier for rekruttering og fastholdelse af aktivister samt styrker de lokale samarbejder med fagforeninger, klimabevægelser og andre progressive aktører.
Vi skal ikke alene skal arbejde for at opnå parlamentariske resultater, men også for at bygge en stærkere bevægelse uden for byrådssalen. Det kræver en langsigtet indsats, hvor vi målrettet arbejder for at skabe folkelige alliancer og styrke forbindelsen mellem den kommunale politik og de sociale bevægelser, der arbejder for et mere lige og grønt samfund.
Valgkampen 2025 bliver en test på vores evne til at samle og mobilisere Favrskovs borgere omkring et politisk projekt, der sætter fællesskabet og miljøet først. Vi skal vise, at vi er det troværdige alternativ til en politik, der prioriterer besparelser og kortsigtede løsninger frem for en langsigtet og solidarisk udvikling.

Afslutning – Sammen skaber vi forandring

Når jeg ser tilbage på 2024, er det med en blanding af stolthed og frustration. Vi har skabt fremskridt, men vi er også blevet mindet om, hvor stærke de politiske magtstrukturer er. Men én ting er sikkert: Vi giver ikke op. Vi bliver ved med at kæmpe, vedholdende og målrettet, for en kommune, hvor mennesker og miljø vægtes højere end økonomiske besparelser og kortsigtede løsninger.
Vi står foran et vigtigt år, hvor vi har chancen for at gøre en forskel. Vi kan ikke vinde denne kamp alene – vi har brug for jer. Hver eneste samtale, hver eneste handling, hver eneste stemme tæller. Sammen kan vi skabe en kommune, hvor velfærd, grøn omstilling og social retfærdighed ikke blot er ord, men handling.
Tak til alle, der har bidraget med engagement, støtte og idéer. Lad os tage kampen videre. Lad os sammen vise, at fællesskab fungerer – og at forandring er mulig!
Thake Fogh Cordt
Byrådsmedlem for Enhedslisten Favrskov
Hammelvej 60
8370 Hadsten
Email: [email protected]