Enhedslisten i Favrskov er chokerede over at genåbningen af Laurbjerg Station er sat i bero

Det er med stor overraskelse og forfærdelse at Enhedslisten i Favrskov erfarer at deltagerne i Togfonden har besluttet at fortsætte arbejdet med at genåbne Stilling Station, men at stoppe planerne om at genåbne Laurbjerg Station. Vi har arbejdet for genåbningen lige siden Favrskov Kommune blev dannet, og vi troede efterhånden at sagen var afgjort, og at stationen ville blive genåbnet. Det samme troede vel også alle andre, og tirsdag aften skal byrådet behandle en sag om at afsætte 5,5 mio. til at etablere en forplads ved den planlagte station i Laurbjerg.

Vi vidste godt at Banedanmark hele tiden har været imod at genåbne stationen i Laurbjerg, men vi vidste også at Enhedslistens og Dansk Folkepartis ordførere (hhv. Henning Hyllested og Kim Kristiansen) efter en lang indsats havde fået de andre partiers ordførere med. Situationen er imidlertid en anden efter at DF har forladt forliget om Togfonden, og på et møde i sidste uge stod Henning Hyllested alene med ønsket om at genåbne både Stilling og Laurbjerg stationer.

Vi kan kun gætte på om de andre partier med denne holdning ønskede at straffe DF for at have forladt forliget om Togfonden, men sådan fremstår det desværre. Og Enhedslisten – og Laurbjerg – kan derfor kun beklage at DF traf dette valg.

Enhedslisten opgiver imidlertid ikke kampen for at genåbne stationen i Laurbjerg, og vi håber bestemt at det vil ske en dag. Men som det ser ud, bliver det næppe de første par år. Vi opfordrer også byrådet til at fortsætte de hidtidige bestræbelser for at genåbne stationen. De kan gøres på flere måder, bl.a. ved at læggere stærkere pres på deres partier på Christiansborg, men vigtigt er det også at der kommer til at ske en udvikling i Laurbjerg således at man ikke kan komme uden om at genåbne stationen.